Dirigentbistand til medlemsforeninger

Fritidshusejernes Landsforening (FL) yder dirigentbistand til medlemsforeningernes generalforsamlinger. Det sker på følgende vilkår:

  • FLs dirigentbistand adskiller sig fra advokaters dirigentbistand ved, at FLs bestyrelsesmedlemmer eller andre, der yder dirigentbistand på vegne af FL, ikke kan forventes at være juridisk uddannede.
  • Hverken den person, der yder dirigentbistanden eller FL, der formidler adgangen til bistand, kan ifalde ansvar for bistanden.
  • FL afholder jævnligt seminarer i foreningsarbejde, herunder i rollen som dirigent ved generalforsamlinger. Personkredsen, der tilbyder sig som dirigenter, har deltaget i disse seminarer, og har erfaring og viden om hvervet.
  • Personer i FLs medlemskreds, der tilbyder sig som dirigenter, har overfor for FL tilkendegivet, at de forud for en generalforsamling vil orientere sig om medlemsforeningens forhold (gennemlæsning af vedtægter, dagsorden, fremsatte forslag, referat fra forudgående års generalforsamling samt drøfte den forestående generalforsamling med formanden eller et bestyrelsesmedlem udpeget hertil af medlemsforeningen).
    Endvidere har personkredsen tilkendegivet, at de vil varetage hvervet i.h.t. til almindelig foreningspraksis, derunder drage omsorg for, at referatet fra generalforsamlingen gengiver det på mødet passerede.
  • Personkredsen tilbyder også at informere om Fritidshusejernes Landsforening og foreningens aktiviteter, såfremt der er ønske herom.

Rekvirering af dirigentbistand
En medlemsforening, der ønsker dirigentbistand fra FL, bør i god tid forud for generalforsamlingen rette henvendelse til FLs sekretariat, der forespørger den kreds af personer, som har tilkendeliget, at de vil påtage sig dirigentopgaver for FLs medlemsforeninger, om disse ønsker at påtage sig opgaven. Medlemsforeningen kan anmode om, at det er en bestemt person, der påtager sig dirigenthvervet. FL kan ikke garantere dirigentbistand, idet det afhænger af, om der er personer, der har tid og kan påtage sig hvervet.

Aftale om dirigentbistand
Hvis FL finder en dirigent, indgås en aftale mellem medlemsforeningen og den pågældende dirigent. Aftalen omfatter følgende:

  1. Betaling af transportomkostninger ifølge FLs regler. Normalt kilometerpenge ifølge statens takster.
  2. Betaling af overnatning og fortæring ifølge FLs regler. Ved køretid udover 2,5 timer fra dirigentens hjemadresse til stedet for generalforsamlingens adresse vil det være normalt, at dirigenten ønsker overnatning og fortæring dagen før generalforsamlingen.
  3. Betaling af formidling. FL beregner sig en betaling på 500 kr. for formidling af kontakt til dirigentemner og diverse praktiske forhold omkring opgaven.
  4. Honorar for ydelsen. Honorar for ydelsen aftales mellem dirigenten og medlemsforeningen. FL anbefaler på baggrund af reglerne om skattefri godtgørelse for frivilligt arbejde, at honoraret aftales til maksimalt 2.400 kr.
  5. Betaling I:
    Transport (pkt. 1), overnatning, fortæring (pkt. 2) og formidling af kontakt (pkt. 3) faktureres til medlemsforeningen af FL.
  6. Betaling II:
    Honorar for ydelsen (pkt. 4) betales direkte af medlemsforeningen til den pågældende dirigent.
  7. I tilfælde af aflysning grundet sygdom eller lignende bortfalder alle betalinger. Aflysning meddeles uden ophør til den person i medlemsforeningen, der varetager den konkrete aftale, og til FLs sekretariat.